Skovsgaards 389 hektar har siden 1989 været drevet som økologisk land- og skovbrug. Driften er et eksempel på, at landbrug og miljøhensyn kan gå hånd i hånd. Landbruget er førende i at bidrage positivt til klimaudfordringerne og miljøkrisen – og viser hvordan landbruget kan tage ansvar for at mindske udslippet af drivhusgasser, øge biodiversitet og akkumulere kulstof.
”På Skovsgaard Gods arbejder vi med regenerativt landbrug, som anvender dyrkningsmetoder, der genopbygger landbrugsjord til det økosystem, det oprindeligt har været. Diversitet er nøgleordet og kan bl.a. opnås ved at placere træer på dyrknings- eller græsningsarealet, som det kendes fra skovlandbrug”, fortæller daglige leder Anders Kay Gormsen.